Bookmark and Share    
 

Treppenlauf 2007

Treppenlauf 21-22. apríl 2007

 


Af Søren Skytte

 

Fra havets overflade og til toppen af Mt. Everest og retur, i løbesko, uden ilt, og på godt 21 timer - Og så oven i købet udført af en dansker med medlemskab af Århus 1900 ???

 

Det er da en cliffhanger af en overskift vil jeg mene. Og i princippet sandt nok, men her ophører så også enhver direkte sammenligning med de bjergbestigningsbedrifter på verdens øverste tag, som jeg igennem snart sagt alle mine 44 år har været dybt fascineret af at læse om, og som jeg nærer den største respekt for.

 

Datoen for bedriften, var d. 21/22 april 2007, men inden jeg starter min ”sandfærdige” beretning, vil jeg lige spole tiden tilbage til tidlig efterår 2006. En af de andre galninge fra De Ustyrlig Ultraløbere, ”den store løber” Kent Møller, havde endnu engang været igang med at google sindsyge ideer til fremtidige udfordringer, og havde fundet frem til 3. udgaven af Mt. Everest Treppen Marathon i en lille forstad til Dresden, Radebeul. Og af den appetitvækker af en mail han sendte til mig på arbejde, fremgik det endvidere at ingen danskere, endsige skandinavere, endnu havde deltaget i dette løb, og derfor var det måske noget for os. Ja han overvejede faktisk at tilmelde sig. Jeg valgte desværre meget overfladisk at tjekke hans link til selve løbet, og skrev straks bramfrit tilbage, at han da bare kunne tilmelde os begge to. Troede reelt det bare var hans joke. En syg en af slagsen skulle det senere vise sig at være, for iløbet af en halv time var vi begge tilmeldt løbet, og så hang jeg jo på den. For at illustrere det syge element, vil jeg derfor beskrive løbets rute nærmere:

 

 På toppen af en bakketop, i et iøvrigt smukt og ældre villakvarter, er placeret en restaurant hvorfra der er udsigt ind over Dresden. Her starter løbet. Det er muligt at køre i bil til Restauranten, men en anden mulighed er ”bestige” den trappe på 400 trin, som fører op til toppen af bakken. Løbet starter altså med at løbe ned af disse 400 trin, hvorefter der i bunden løbes en lille og let kuperet sløjfe på 300-400 meter, inden de 400 trin skal forceres igen, men denne gang opad. Denne rundstrækning skal så blot ”gennemløbes” yderligere 99 gange, for at gøre sig fortjent til denne artikels overskrift. Arrangørerne har nøjagtig opmålt den samlede strækning til at svare til 2 x  maratondistancen samt 40.000 trin og højdemeter 8848, både op og ned. Deraf Mt. Everest maraton.

 

Nuvel, nogle uger efter vores tilmelding, var der på den danske officielle løbehjemmeside Dourun.dk, under forumdebat, en der efterspurgte info omkring det maraton der arrangeres fra Basecamp neden for Mt. Everest: Her trekker man ind over et par uger til starten ved Basecamp for at højdetilvende kroppen, og hvor selve løbet ender længere nede af bjerget. Dumsmarte, som vi også kan være, afsporede vi debatten lidt ved at fortælle om alternativet Treppenlauf. Dette betød at Michael Hein fra Kolding og Mikkel Gormsen fra København (vinder af Viborg 24 timers løb, 2006), også lod sig friste og tilmeldte sig løbet. Så pludselig var vi 4 lavlandsdanskere, der drog til Dresden for at udfordre bjerget. Inden havde vi dog via mailkorrespondence, samt når vi mødtes til løb rundt omkring, udvekslet forskellige ideer/strategier til hvordan vi mest hensigtsmæssigt kunne forberede os til det ekstreme antal trin og de mange højdemeter. Som de to ydersynspunkter mente Kent ikke at det var særlig vigtigt at træne specifikt på trapper, men at hans utrolige ultraform kunne bære ham igennem, hvor jeg troede mere på også at træne mange gange på diverse trappeforløb, for at tilvende sener og muskler til den nye belastning.

 

Løbet, der i øvrigt var helt fantastisk organiseret, og hvor der på intet tidspunkt manglede noget, startede lørdag kl. 12. Maksimum tidsgrænse var søndag kl. 12. I alt stillede 56 personer til start deraf 4 kvinder. 19 af disse personer måtte desværre kapitulere undervejs. Desuden var der indbygget stafetkonkurrence med flere deltagende hold. Med hensyn til den danske indsats, fik Mikkel Gormsen og Michael Hein problemer med bentøjet (skadesymptomer) og udgik ved henholdsvis 43 og 65 runder. Kent Møller oplevede dog ikke at blive skadet, men måtte til gengæld konstatere at muskulaturen ikke ville længere ved 53 runder. Mange ultraløb i månederne før kan dog have været en af årsagerne til at han til sidst måtte kapitulere. De gik alle hen for at sove i det telt hvor den personlige forplejning og skiftetøjet var placeret.  Jeg selv var naturligvis også meget brugt, men på et tidspunkt efter godt 65 runder, kigger Kent frem fra soveposen, og opildner mig til at jeg skal holde den danske -, De Ustyrlige Ultraløberes - samt 1900 fanen højt. Det var netop det mentale indspark jeg havde brug for til at kæmpe videre, på en trappe som syntes længere og længere.

 

Jeg oplevede allerede før løbet at være i god mental balance, og netop denne faktor tror jeg blev den afgørende for at jeg kunne bevare fokus, og holde mig vågen igennem natten. Min strategi blev at starte relativt konservativt, og udelukkende fokusere på at løbe 10 runder af gangen, og så bevilge mig selv fx skift af tøj og/eller indtagelse af fx chokolade eller en sandwich. Efter 50 runder valgte jeg dog at fokusere på kun 5 runder af gangen for at gøre det overskueligt, og senere i løbet helt ned til blot en runde af gangen. Da det også blev uoverskueligt, gik jeg over til at tælle fx et trinforløb på 15 trin af gangen. Og ja, det siger naturligvis sig selv, at de sidste måske 5-10 runder blev gennemført med fokus på et enkelt trin af gangen, ud fra devisen, kan jeg løfte benet et trin op kan jeg også løfte det endnu et trin.

 

Som et lille ekstra kuriosum, var der på toppen af ”bjerget” placeret et sambaorkester de sidste mange timer, og det var også med til at skærpe glæden ved at gennemføre dette løb, der på ingen måde kan sammenlignes med noget andet jeg nogensinde har prøvet tidligere. Og naturligvis fik jeg også undervejs mine højdepunkter hvor der blev tid til at ”synge” en lille sang til glæde for medløbere og tilskuere.

 

Jeg er naturligvis stolt af at jeg gennemførte, men endnu mere tilfreds med at jeg i den grad fik bevist yderligere over for mig selv, at ekstreme distancer først og fremmest er en mental prøvelse, dog i dette tilfælde også med stor udfordring til muskulatur og sener. Jeg håber ovenstående beskrivelse kan være en appetitvækker til alle jer der måske går og savner en udfordring af de lidt alternative.

 

 

Duul | 8000 Århus C - Denmark