Bookmark and Share    
 

26-27. september 2008, Spartathlon

Ultraløbernes olympiske lege - Spartathlon


Igen i år deltog jeg i dette ekstrem krævende løb, hvor der skal løbes 246 km fra Akropolis i Athen til Leonidas statuen i Sparta. Distancen er faktisk ikke det mest udfordrende ved dette løb, da langt hovedparten af løberne er i form til løbe denne distance. Men til at tilbagelægge de 246 km er der fastsat en tidsgrænse på max. 36 timer. Ikke nogen tilfældig tidsgrænse, men 36 timer, fordi det siges at Pheidippides 490 år før kristus løb til Sparta for at bede om hjælp, og ifølge Herodotus ankom Pheidippides dagen efter hans afrejse fra Athen.

Udforstående vil hurtig dividere de 246 km med 36 timer = dvs. 6,83 km pr. time. Det lyder jo meget nemt. Men lig dertil temperaturer op mod 35 grader i skyggen, og 75 depoter som
alle skal nås indenfor en fastsat tidsgrænse på en meget kuperet rute. Marathon skal nås på 4 timer og 25 minutter og 100 km på 12 timer og 15 minutter.

Dette udgør grundlaget i dette løb, men løbet frygtes nok mest for kulminationen på galskaben, som sker, når man i nattens mul og mørke efter 154 km skal krydse det 1200 meter højde bjerg Mount Parthenon. De første 5 km går af hårnåle sving i ren Alpe d’Huez stil op mod himlen, mens de sidste 2 km skal løbes på noget, som mest minde om en gedesti. Et tekniks meget svær og kuperet stykke, som skal tilbagelægges efter 159 km, kun oplyst ved hjælp af lyset af pandelampen. Jeg har ved 2 lejligheder haft mulighed for at gå turen i dagslys (efter løbet), og jeg undre mig stadig over hvordan det er lykkes mig at komme helskindet op over bjerget.

Nå, men nok om alt dette. For os løbere, som enten ikke er ultraløbere på fuldtid, eller ikke besidder et ualmindelig stort talent, er det faktisk løbets sidste 48 km, som er den sværeste periode i løbet. Det er som om, når man når op på hovedvejen ved 198 km, som løber fra Tripoli til
Sparta, så siger kroppen bare stop. Og det gør det kun endnu værre at det fra 199 km til 205 km bare stiger konstant. Samtidig med, at har en forestilling om, at der ikke er flere stigninger, og at man nu "bare" lige have det sidste stykke overstået. Men med et hoved som er mental kvæstet, og en krop som er fuldstændig udbrændt efter 29 timers løb vælter de negative tanker frem i kroppen. Og
i denne periode er 6 km/t ikke bare noget man gør. For hvert skridt man tager, skriger kroppen af smerte og beder dig stoppe. Men viljen gør at man bare vil i mål. For som vi kan da ikke bare give op nu.. efter så mange timers kamp. Her forsøger jeg at vende alt til kamp, kampen for at fortsætte. Det er nu hvor grænsen mellem succes og fiasko er umådelig tæt.. VIL jeg i mål. Ja.. nå så stop da det klynk Kent.. dette resultere så i, at jeg presser kroppen til noget som ligner løbet igen. For i mål det vil jeg. Og sådan fortsætter kampen i de sidste 6-7 timer.

Fredag den 26. september kl.07.00 startede jeg sammen med 305 andre løbere ved Akropolis i Athen. Vi var i år 9 danskere til start, og med mig havde jeg min ustyrlige ven fra duul - Søren Skytte. Vi havde besluttet os for at starte løbet sammen, og i hvert fald løbe de første 81 km sammen, og så ellers se tiden an. I snit gennemfører 32 % af de startende løbet, men jeg følte, at vi begge var 100 % mentalt klar, så i mit hovedet vurderede jeg, at vi havde 70 % chance for at vi begge kom i mål, og ca. 20 % chance for, at vi kunne løb sammen i mål op mod Leonidas statuen i Sparta. Noget, vi begge så, som det største vi løbemæssigt kunne opnå.

Så med os begge indforstået med at det nok ikke vil være muligt at følges ad hele vejen og at statistikken ikke talt for os begge i mål i Sparta løb vi ud igennem morgentrafikken i Athen, mens solen langsomt begyndte at stå op. Vi havde aftalt et udgangstempo som betød at vi skulle løbe de første 50 km på 5 timer. De første 10 km blev dog løbet lidt for hurtigt, men langsom fik vi tempoet justeret, så vi rundede de 50 km i 4.58. Solen brændte her fra en skyfri himmel, og da vi om eftermiddagen løb igennem en af de mindre byer, observerede jeg, at der på et skilt stod 33 grader. Tempoet begyndte derfor naturligt at falder, da vi så små begyndt at mærke temperaturens indvirkning på kroppens optagelse af energi. De 81 km blev rundet i 8 timer og 50 minutter. Dvs. vi var 40 min foran tidsgrænsen, ganske fornuftigt og lige efter planen. Varmen havde haft sin indvirkning, men vi var begge ved godt mod. De næste 10 km gik da også uden de store anstrengelser, men dog uden af vinde tid. Omkring 90 km begyndte vi begge at få det svært, men vi havde inden løbet aftalt, at alle kriser skulle takles positivt.. Vores holdning skulle være "der findes ikke problemer, kun opgaver". Det virkede rigtig godt for os. For gu havde vi krise, men vi nægtede at se det som en krise, men blot som en periode i løbet som skulle overstås indtil vi kom ovenpå igen. Vi rundede de 100 km i ca. 11½ time. Kort tid efter ved ca. 105 km begyndte løbets første virkelige bjerg, opstigningen op mod Nemea ved 124 km, samtidig med at solen var begyndt at gå ned. Vi havde lagt vores pandelamper ved 110 km depotet, hvilket endte med at være til helt rettet sted. For kort tid efter vi havde fået vores pandelamper begyndte det at blive mørk. Og temperaturen faldt hvilket vi følte som en helt befrielse, hvilket da også medførte en kortvarig opblomstring på vores løb. Vi havde nu løbet ret godt op fra ca. 100 - 120 km, men her efter ca.14 timers løb fik jeg KRISE, en virkelig slem en. Jeg forsøgte flere gange at få Søren til at stikke alene i forvejen, men han nægtede og satte i stedet tempoet ned og forsøgte at få mig med. Ved løbets 2. store checkpoint 124 km - Nemea. mødte jeg Mogens og Ole, 2 danskere som var udgået af løbet. Jeg var her fuldstændig mørebanket og klar til at kaste håndklædet i ringet, men nej jeg måtte kæmpe videre med Søren. Jeg skiftede sko og fortsatte med Søren i let løb. Men allerede kort tid omtrent ved 128 km måtte jeg opgive at følges med Søren. Jeg "tvang" ham næsten til at løbe fra mig. Nu måtte jeg kæmpe min egen kamp. Temperaturen var faldet drastisk, det var over midnat og jeg frøs. Jeg løb i en langærmet svedetrøje og shorts. Jeg satte mig ved 130 km og drak en kop kaffe, samtidig med at jeg rystede helt vildt. Tanken om at give op snurrede rundt i mit hoved. Men for f... min kone og børn, samt mine svigerforældre havde lagt deres ferie i Grækenland for at kunne se mig komme i mål i Sparta. Og jeg kunne da ikke svigte Søren.. Jeg forsøgte at finde alle mulige grunde for at fortsætte. Jeg satte i gang igen, gik lidt.. der var 3,4 km til næste depot, det var mørkt, jeg frøs, min løbejakke lå 21 km længere fremme, jeg kunne ikke løb. Efter få hundrede meter vendte jeg mig om ikke 1, men 2 gange.. skulle jeg gå tilbage og give op.
Nej, ta dig nu sammen Kent. Jeg konstaterede, at skulle jeg tilbage i løbet, skulle jeg løbe. Gik jeg ville ikke nå næste tidsgrænse og blive taget ud, frysende, ved næste depot. Jeg satte i let løb, først bare få meter og i løbet af måske 10 minutter løb jeg, hurtigere og hurtigere. Det var sku sket igen, jeg var endnu engang kommet tilbage i et løb, med glædes tårer i øjnene nærmest sprinterede (sådan føltes det), ned af bakkerne indtil jeg indhentede Søren ved 140 km depotet. I skulle alle have set Sørens blik da jeg råbte til ham. "I am back!"
I det øjeblik glemte jeg alt om at der var over 100 km tilbage i løbet!!

Søren og jeg fulgtes ad herfra. Kom tid efter kom det berygtede bjerg - den 1200 meters opstigning op over bjerget Mount Parthenon. Jeg havde søvnkrise, så jeg måtte kæmpe for at hænge på Søren de første 5 km op af bjerget. Søren lå konstant 50 meter foran mig. Vi nåede næsten samtidig depotet ved 159 km, lige før de sidste dræbende 2 km opstigning - "gedestien".  

Jeg kendte det stykke fra tidligere år, og vidste hvad der ventede os.  Løbsledelsen beregnede 40 minutter til dette stykke. Vi var her kun ca. 20 minutter foran tidsgrænsen, så jeg var meget opsat på at indhente yderligere tid, så vi havde ekstra tid, til når de næste kriser kom. Jeg forcerede tempoet, Søren råbte.. "går det sådan opad hele vejen".. Jeg svarede, "nej det bliver værre".. Efter 30 min nåede jeg toppen. Jeg satte mig ned og fik en kop kaffe, mens jeg ventede på Søren. Jeg var nervøs for ham. Så det var en fantastisk føles, at se ham dukke op, smilede, efter kun 5 minutters ventetid på toppen. Jeg mener at kunne huske at vi jublede lidt sammen. YES. Vi skyndte os ned af bjerget, så meget man nu kan når stenene ruller under ens fødder.

Nede af bjerget, ved 164 km havde vi gjort en taktisk god ting. Vi havde lagt lange vintertights, ekstra bluser og jakker. Ja, Søren sågar handsker. Dette betød, at vi slet ikke frøs selvom temperaturen sidst på natten føltes som 5 grader, og at vi kunne opretholde noget der lignede løb. Jeg havde dog søvnkrise igen, men da vi stadig kunne løbe, lykkes det mig at holde mig vågne. Da solen kom op, var søvnkrisen væk. Men vi havde dog smidt lidt tid og var ved 172 km kun 14 minutter foran tidsgrænsen. Jeg kom ind i en god periode og fik overbevist Søren om, at vi var nød
til at presse på for kunne løbe lidt længere ad gange, da vi nu i en lang periode havde
skiftevis gået og løbet, men tempoet ved gang, var nu blevet for lavt til at opretholde vores forspring til tidsgrænserne.

Over de næste 25 km fik vi udbygget tidsgrænsen til ca. 25 minutter. Men vi lå stadig uhyr tæt på tidsgrænsen, og mentalt var det dræbende. Vi skiftes til at komme med nogle positive
bemærkninger. Såsom "hende bagved er en af de garvede hun plejer at nå målet". Og bemærkninger såsom, "vi skal holde 6 km/t til målet, selvom jeg udmærket viste at det blev en sindssyg hård kamp".

Bakken fra 199-205 som omtalt ovenfor, gad os et stort knæk. Selvom vi forceret tempoet mistede vi 10 min, så vores forspring røg ned på 15 min. I løbet af de næste 18 km mistede vi konstant yderlige tid, og ved 223 km, da vi mødte min familie var vi nede og kun havde et forspring på 10 minutter til tidsgrænsen. Her besluttede vi os for at kæmpe endnu hårdere, men til vores store undren havde vi ved næste depot (226 km) tabt yderligere tid, så vi da kun var 8 min foran tidsgrænsen. I dette øjeblik vi opdagede det tror jeg, vi begge "gav op", men ingen af os,
nævnte det højt. Nu havde vi kæmpet og kæmpet i mere end 30 timer, og bliver vi nu taget ud. Det var simpelthen ikke til at bære. Jeg tror vi begge græd inden i. Jeg tog teten; - Søren! "Nu kæmpe vi fra depotet til depotet". På hver depot kan man se hvor langt der er til næste depot, og
hvornår det lukkes. Jeg tjekkede lukketiden for næste depot, og så skiftes vi ellers bare til at presse tempoet op. Og til vores store glæde havde vi allerede ved næste depot fået indhentet lidt tid. Yes.. det kan lykkes, tror jeg vi tænkte. Og efterhånden kunne vi skimte Sparta i horisonten. ..

Ved 236 km var vi sikre på at vi kunne nå mål. På nedstigningen til Sparta bankede jeg tempoet op, og da vi manglede 4 km kunne vi gå i mål. Hvilket vi også næste gjorde.

Vi løb vel kun de sidste 200 meter op mod statuen. Med Dannebror imellem os, løb vi sammen op og kyssede/rørte Leonidas statuen. I det øjeblik tror jeg simpelthen vi var for udmattet til at fatte det. Vi blev straks bragt til lægeteltet og dum som vi var, takkede vi begge nej til at blive lagt i
drop. Vi blev kørt de 500 meter til hotellet. Søren gik kold på sengen, og vågnede først 8-10 timer efter (meget tørstig). Jeg havde lovet mine børnene at jeg ville deltage i sejrscermonien, så efter et bad var jeg derfor nødsaget til at tage derned.. Det skal siges, at jeg var træt, da jeg lagde mig i sengen den aften.

Tiden, nå ja.. 35 timer og 48 minutter. Næste projekt. Tja, hvem ved hvad vi kan finde på.

 

 

 

Duul | 8000 Århus C - Denmark